tirsdag den 31. august 2010

De er nure.





Sætter rønnebær, på rønnebær, på rønne bær og laver de fineste kæder.
Er de ikke bare smukke? Sikke en farve.

De skal bruges til årets julemarked. Kæderne skal dulles op med tigel-tangel og så ellers bruges til at dekorere og pynte med.

søndag den 29. august 2010

Weekend med SKØN på!

Så er vi hjemme efter en skøn weekend hos min mor og far. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan efter at jeg har fået eget hjem og familie, men en weekend hos forældrene bringer bare ro i sjælen.
Det lykkedes at komme på loppemarked, og det var skønt for det er så længe siden.
Det var ikke bare skønt men også indbringene.



Det blev til et dådyr, der vist ryger i julepynt-kassen. En lille lampe til natbordet. Skærmen er møjbeskidt, så der skal vist gøres noget ved den. Hvad ved jeg ikke rigtig endnu, måske skal den have noget fint blomsterstof på.



Det her orange vidunder af en stol er længe ventet. Jeg har ønsket mig en lige siden vi fandt ud af Ester var på vej. Sidste år faldt jeg så over en til et loppemarked. Men, det var der også fire andre der gjorde og den blev budt op i flere hundrede kroner og så stod jeg altså af. Men i denne weekend stod den så bare stille og roligt og ventede på mig.... uden at jeg skulle slås med andre om den. Og det til den nette sum af 40 kr. Det er ren kærlighed.



Oveni fandt jeg den fine madkasse med løven på. Men den skal nok bruges til noget andet end mad, for jeg stoler ikke på materialet den er lavet af. Hvem ved hvad det afgiver af giftige ting og sager. En Magrethe skål, som jeg har ønsket mig længe, men har været for nærig til at købe fra ny.
Da vi kom hjem fra lopper, gik min mor i fryseren. Og så var der ellers gaveregn.
Med hjem fik vi en stor pose solbær, æblemost, brombær og hyldebærmost.
Så da vi kom hjem igen, gik vi ellers igang i køkkenet.
Så nu har vi solbær-saftevand alla min mor, æble-sirup alla mig, brombærkompot og fryseren fuld af diverse. Oveni tømte vi drivhuset for tomater og lavede en god portion ovn-tørrede tomater alla Liselotte Mums... køleskabet bugner af lækkerier.



som om det ikke var weekend-fryd nok, så slog mig og min mor et smut forbi min barndoms skobutik. Det var Rosas skobutik. Rosa var en ( allerede dengang ) ældre dame. Hun var både lidt fængende og lidt frygtet. Det virkede altid som om Rosas skolager var u-udtømmeligt. Hun kunne blive ved med at hive sko frem fra kælderen, hvilket var grunden til at hun var frygtet, for det tog 100 år før man var ude igen.
det lyder måske som en drøm idag, men det var det altså ikke da jeg var barn.
Min mor fortalte mig i anledningen en hemmelighed: da vi var børn havde hun en aftale med Rosa om hun at vise os de fornuftige sko, dem med masser af plads til tæerne. Det var der flere skobutikker der godt kune praktisere idag. Måske man kunne få dem til at gemme de lyserøde sko væk!
Rosa styrede sin butik lige til det sidste og blev meget gammel. Men for en måned siden døde hun,så derfor var der halv pris på alle sko.
Og Rosas lager var åbenbart enormt, for se lige hvad der gemte sig i mængden. Retro så det batter og fuldstændigt ubrugt og uskadt. jeg er vanvittigt forelsket i alle fire par og håber bare at jeg har valgt de rigtige størrelser, så Ester ikke kommer til at passe de forede støvler om sommeren. De blå er hun for længst vokset fra, men jeg kunne bare ikke lade dem stå. Måske de kommer i brug hvis Ester engang bliver storesøster. Hvert par kostede 50 kr. Jeg tør slet ikke tænke på hvad de havde kostet på trendsales.



Sådan en fantastisk weekend sætter sine spor og det var en meget træt Ester vi havde med hjem.

torsdag den 26. august 2010

Jeg afslutter projekter......

...... og der er masser af dem.

Der er gået " hæklet mad " i den, de sidste dage. Jeg mangler lige at få hæftet de sidste ender på porren og auberginen. Og så er det vist slut for denne gang. Men lur mig om ikke der på en eller anden gang kniber sig endnu en hæklet grøntsag ud af husflid-skabet.



For et godt stykke tid siden hæklede jeg en masse svampe til julemarked, her er der også lige en sidste sjat der magler at få hæftet ender.







For endnu længere siden hæklede jeg denne orange kjole til Ester. Den er hæklet efter Meedom ( Jeg er stooor fan )Men den er blevet lidt for stor i halsen, så jeg tænker at der lige skal hækles en kant på, der kan holde fast på det hele.



Sidst men ikke mindst skal jeg have sat knapper i Esters fantastiske sweather som hun har fået af sin farmor.

Så alt i alt, en aften dedikeret til at afslutte projekter. Hvis det bliver lidt tid til overs( og jeg ellers kan finde noget garn i gemmerne ) går jeg igang med at hækle en Babapappa. Ester er blevet stor fan!

Imorgen pakker vi hele familien og tager på weekend hos min mor og far. Ahhhh skønt.
Så, rigtig god weekend herfra.

søndag den 22. august 2010

Tyveri, lån og foræring.

Det blev ikke til det store med Esters lege-tal i weekenden. De drillede mig...... Nogengange er det en udfordring jeg tager med ophøjet ro og en " Jeg skal nok knække jer " attitude. Andre gange bukker jeg under, som her i weekenden, fordi jeg er for utålmodig. Så nu er bogstaverne på tænkebænken, jeg må lige tænke hvordan jeg får dem til at fungere.

Imellemtiden har jeg tyvstjålet, lånt lidt og fået en foræring.
Jeg har stjålet fra Karen. Hun har engang lavet de her fantastiske spejlæg. Jeg blev helt pjattet med dem. Og blev bare nødt til at prøve selv. Så nu er jeg gået igang med at optimere Esters køkken.



Så har jeg lånt af Julia, der har lavet en patchwork-tutorial. Den er meget fin og anvendelig. Jeg havde nok aldrig troet at jeg ville kaste mig ud i patchwork, men nu blev jeg alligevel lige nødt til at prøve det af. Det var faktisk ikke så svært og heller ikke så tidskrævende som frygtet. Men nu startede jeg også bare med en lille prøve. Prøven blev til en lille pude og den viste sig at passe perfekt til Esters lille stol.



Så har vi fået en foræring, af Rasmus mor. Hun er en habil strikker. Det bliver altid pænt og jævnt når det kommer fra hendes hånd. Hun har strikket denne sweather til Ester, der med garanti bliver et hit her i efteråret og til vinter. Det eneste jeg skal gøre, er at få sat nogle knapper i.



Jeg undskylder at mine billeder ikke altid er af den fineste kvalitet. Det er altid om aftenen, hvor lyset svigter, jeg får tid til at tage billeder. Derfor og kun derfor bliver de ringe. Det har ihvertfald ikke noget at gøre med mine evner inden for fotografi :-)

torsdag den 19. august 2010

Tælle til en og tælle til to......!




Ester er begyndt at tælle...vi er nået til 4. Men mærligt nok har vi sprunget 1 over. Lige nu hedder det bare 2, 3, 4!
Så, nu skal der edder-dulme tælles.
Planen er små tal-puder, fra 1-9 som kan hænges på væggen! De skal sættes fast med kina-tape. Så man kan tage ned og sætte op igen.
Indtil videre er de bare blevet klippet ud. Jeg er lidt spændt på hvordan det går med at få syet dem sammen.For jeg syntes altid at sådan nogle projekter gemmer på uforudsete problemer. Jeg tror det ender med at der kommer pladevat i, det er vist det nemmeste.
Symaskinen kommer ikke frem i aften, for jeg er træt efter en lang dag på kursus. Men jeg har planer om at fredag skal være den helt store symaskine dag.
Så skal elefantkjolen nemlig også sys færdig.

Måske tallene skal suppleres med et plus og et minus når Ester bliver lidt ældre. Meeeen lad os nu se hvor vellykkede de bliver og om de overhovedet holder så længe.

onsdag den 18. august 2010

Stilstand.

Der sker ingenting på den kreative front i disse dage.
Med en datter der råber NEJ..... hver gang hendes mor kommer inden for rækkevidde, så tager alle de små dagligdags gøremål en masse tid og energi. Hun får engang imellem sådan en periode hvor enten jeg eller hendes far er helt ude i kulden! Jeg ved at sådan er det nok bare med børn engang imellem, men det trækker nu alligevel tænder ud med sådan en brat afvisning.
Dertil er jeg lige begyndt på nyt arbejde, det tager også lidt energi.
Så jeg ser frem til weekend og forhåbentligt lidt flittigere hænder.
Jeg er dog så småt igang med elefant-kjolen og så er der gult på strikkepindende, for denne her kjole kunne jeg ikke stå for. Jeg har planer om at ændre lidt i ærmerne, for sådan nogle ærmer med lidt puf er simpelthen for svære at få ned i en flyverdragt! Derfor bliver det til lige ærmer og nok også hele ærmer istedet for tre-kvarte. Manden i huset mener at der skal en lille bi på, istedet for blomsten. Ingen ringe ide, Nu må vi se hvad der sker.

fredag den 13. august 2010

Husflid-skabet..... nu med nyt look.

Jeg har leget lidt med udseendet på bloggen. Og phew, det er lidt en udfordring.
Men et og andet er der da sket og så må resten komme hen ad vejen, når jeg lige så stille lærer mere om opbygingen.
I mellemtiden fik jeg min første faste læser. Karen, du er bare så meget inde i varmen hos mig !!!

Jeg kan lige indskyde at jeg var i Stof2000 den anden dag. Egentligt syntes jeg ikke at det er så tit de gemmer på skatte. Men, men..... det sker: Og det der skete den anden dag var rækker af grønne elefanter.



Det er så fint. Jeg tænker at det skal blive til en ny kjole til Ester. Jeg har hæklet lidt på en rød kant der skal sidde nederst på kjolens skørt og måske også i halsen. Det må tiden vise.

To af de hurtige.



Har fået flækket bukser sammen til Ester. To af de rigtigt hurtige. Det grønne blomster stof går igen, igen. For jeg elsker det og syntes at det løfter næsten alt op til et ekstra niveau. Mønstret er taget fra Meedom's bog..... it's fab.
Lommer er et must for tiden, Ester er helt pjattet med dem. Lommer mig her og lommer mig der. Hun har allerede fået en ordentligt skramme hen over kinden, fordi hun bare SKAL gå med hænderne i lommerne. ( Det rokker altså lidt ved hendes balance )

mandag den 9. august 2010

Køkken-lykke.



Lørdag aften gik med at lave lege-køkken til Ester. Jeg har i et stykke tid tænkt at hun skulle have et, men økonomien herhjemme er lidt slunken efter ferien. Så, det blev til at det skulle laves udelukkende at ting vi i forevejen lå inde med.
Det lykkedes....... næsten.
Det er lavet af to gamle opbevaringskasser fra Ikea, som vi havde stående i garagen.
Der er kommet kogeplader af filt og små træ-knapper man kan skrue på.





Ovnlågen lukker med et lille stykke kinatape. Jeg fik alligevet spenderet lidt penge på projektet i form af tilbehør. Blev nødt til at købe små kopper, tallerkener og skeer til. Min mor var sådan en skat at give Ester et sæt med metal-gryder. Så nu er det næsten komplet. Ester elsker det. Hun legede med det hele søndagen. Manner det er skønt at der er noget der kan holde sin lege-værdi. Det eneste der skurrer lidt i køkken-lykken er at hele huset nu flyder at havregryn og rosiner. Meeeen... det må vi vist tage med.

Tøsetoppen der blev til kjole.


Så blev den færdig tøsetoppen. Den er blevet rigtig fin. Jeg tror ikke at det er lyv hvis jeg siger at den har kostet under en tyver at lave. Den er strikket af bomuld, noget jeg bare havde liggende efter et mega indkøb engang. Og der er virkelig ikke gået meget garn til.
Men det allerbedste er at den er blevet en anelse lang, hvilket gør at Ester helt bestemt mener at det er en kjole. Så, hun vil vildt gerne have den på, og jeg kan bare nyde at kjole ikke nødvendigvis er lig med hello kitty og lyserød.
Det er lidt over en uge siden at den blev færdig og den har været så stort et hit, at den har været på lige lidt for mange dage uden at blive vasket.
Jeg har allerede slået op til en til, men denne gang i uld.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...